Selvom den dataansvarlige vurderer, at en person kan have forbrudt sig mod de gældende spilleregler – i dette tilfælde husordenen i en boligforening – så slår Datatilsynet fast i sin seneste afgørelse, at indsigtsretten ikke kan gradbøjes.
Sagen handler om en beboer i en boligforening, som har søgt indsigt i boligforeningens sag med klager over beboeren. Foreningen havde afvist at give klager indsigt, og så klagede beboeren til Datatilsynet. Boligforeningen afviste herefter at behandle indsigtsanmodningen indtil Datatilsynet havde behandlet sagen.
Boligforeningen var bekymret for, at den pågældende ville udøve chikane overfor de naboer, som havde klaget over vedkommende. Boligforeningen ønskede derfor at beskytte disse ud fra undtagelsesbestemmelserne i Databeskyttelseslovens § 22, stk. 1.
I sin alvorlige kritik af boligforeningen slår Datatilsynet fast, at boligforeningen ikke kunne modsætte sig eller udsætte behandlingen af sagen til det tidspunkt, hvor Datatilsynet havde behandlet beboerens klage til Datatilsynet, jf. GDPR artikel 12, stk. 2 og 3. Til gengæld fandt Datatilsynet ikke anledning til at tilsidesætte boligforeningens vurdering efter DBL § 22, stk. 1.
Læringspunkter
Sagen viser tydeligt, at du som dataansvarlig skal have styr på dine procedurer, når det gælder de registreredes rettigheder. Du skal vide på forhånd, hvad du skal gøre, og hvad du reelt kan gøre, inden for rammerne af de gældende databeskyttelsesregler. Ligeledes viser sagen, at det også kan være godt at have adgang til professionel rådgivning og vejledning i en skarp situation, hvor bølgerne går højt, og følelserne sidder uden på tøjet.
GDPR-hotline kan tilbyde dig et fortroligt “hvor trykker skoen” tilsyn, hvor vi går dine vigtigste procedurer igennem. Så er du altid klar til at håndtere en situation som den ovenfor. Du har også mulighed for at tegne en serviceaftale med GDPR-hotline. Så har du altid den helt egen GDPR- og persondataspecialist lige ved hånden.
Du kan læse hele afgørelsen fra Datatilsynet på dette link.