Ja, jeg er helt enig! En fejl er altid én fejl for meget. Især når det handler om konsekvenserne for rigtige, levende mennesker af kød og blod.

Som professor Hanne Marie Motzfeldt svarer til DR Nyheder på spørgsmålet, om ikke det er OK, at der kan ske fejl i behandlingen af 155.000 årlige sager i Familieretshuset:

“Nej, ikke i denne slags højrisiko-sager. Dem er man simpelthen nødt til at have et særligt fokus på. I værste fald kan der være en risiko for stalking, overfald og måske endda drab. Hvis man tager det i betragtning, så er det et meget højt antal sager.”

Som udgangspunktet er en adresse en almindelig personoplysning. Men i sådanne særlige sager, hvor en adresse er beskyttet, så er den jo beskyttet af en grund. Og så er det nærmest utilgiveligt, at Familieretshuset tilsyneladende ikke har været i stand til at få bedre styr på sikkerheden.

GDPR og informationssikkerhed i kommunerne

Til gengæld mener jeg, at offentligheden skylder de ansatte i kommunerne langt mere ros end ris. Hver eneste dag møder ledere og medarbejdere ind til mere eller mindre umulige opgaver. Hver dag bliver de ansatte mødt af alt for mange modsatrettede krav i en kompleks og hektisk hverdag.

At arbejde “oppe på kommunen” er bestemt ikke det samme som at arbejde i et beskyttet værksted. Den myte er for længst punkteret.

Kommunerne bliver skoset for, ikke at have styr på datasikkerheden. I stedet bør vi som borgere, offentlighed og GDPR-forarget presse påskønne og rose de offentligt ansatte for alle de gange det går godt. Vi bør anerkende den store ansvarlighed og omhu, de ansatte i kommunerne og andre steder i det offentlige, samvittighedsfuldt udviser hver eneste dag. Hvor god borgerbetjening og høj sikkerhed er hinandens gensidige forudsætninger.

Desværre er I derude i kommunerne for dårlige til at dele alle de gode historier. Eller også tænker I taktisk på mahognigangen ved at undlade at tage til genmæle, og dermed undgå at komme i pressens søgelys? Eller også har I bare ikke tid 🙁

Guldet kan blive dit

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har samarbejdet med nogle af de dygtigste og mest dedikerede kolleger, ledere, medarbejdere og eksterne rådgivere indenfor GDPR, databeskyttelse og informationssikkerhed. Jeg har indgående kendskab til arbejdet i høj-risikomiljøer. Miljøer, hvor der behandles følsomme, fortrolige og særligt beskyttelsesværdige, almindelige personoplysninger i meget stort omfang.

Jeg vil gerne dele guldet med dig. Du kan også få adgang til en del af den store viden og dybe indsigt i GDPR og høj informationssikkerhed, der findes i kommunerne. Du kan drage nytte af det i din virksomhed. Du kan vælge, at din virksomhed skal være kendt for sin gode databeskyttelse omkring de personoplysninger, I behandler om jeres kunder og jeres ansatte.

Så læg mærke til resultatet af de tilsyn med kommunerne, der kommer fra Datatilsynet. Der kan være guld på hylderne – også når kommunerne får kritik. For så kan du bruge tilsynets vurdering til at få rettet op på de ting, der måske halter i din virksomhed.

Det er en god måde at få del i guldet fra “det beskyttede værksted”.